De fleste mennesker, vi møder med stress, er vant til at klare meget. De er ofte dem, andre plejer at læne sig op ad. Dem der tager ansvar, får tingene til at hænge sammen og lige klarer lidt mere, når det bliver nødvendigt. Problemet er bare, at kroppen ikke altid bliver ved med at samarbejde.

Måske har du sagt til dig selv, at det bliver bedre, når den her uge er ovre: når projektet er afsluttet, når børnene bliver lidt større, når der kommer mere ro på.

Men måske er der hele tiden kommet noget nyt bagefter. Og måske er du nået til et punkt, hvor kroppen ikke længere tror på, at pausen kommer af sig selv. Måske er du begyndt at glemme ting, du normalt har styr på. Måske bliver du irritabel over småting. Måske ligger du vågen om natten, selvom du er udmattet. Eller måske føles det bare, som om du aldrig rigtig får ro. Hvis du kan genkende noget af det, er du langt fra alene. Stress kan ramme alle. Og selvom det kan føles, som om du har mistet fodfæstet, er det muligt at finde det igen.

Hos Psykologerne hos Piilgaard tilbyder vi stressbehandling i Aarhus og Auning. Vi møder dig med nærvær, faglighed og respekt for det, du står i og sammen undersøger vi, hvad der har ført til stressen, og hvad du har brug for for at komme videre.


Når kroppen begynder at sige fra

Stress opstår sjældent fra den ene dag til den anden.

For mange starter det med en periode, hvor kravene overstiger ressourcerne. Det kan være på arbejdet, i familien eller i livet generelt, men ofte handler det også om noget mere. Når belastningen varer ved længe nok, begynder kroppen at reagere. Det er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at dit system forsøger at fortælle dig noget.

Mange af de mennesker, vi møder, er stadig på arbejde, passer familien og får hverdagen til at hænge sammen. Derfor bliver de ofte overraskede, når kroppen begynder at sige fra.

Stress ser ikke altid dramatisk ud udefra. Nogle gange viser den sig som en voksende træthed, en kortere lunte eller en følelse af aldrig rigtig at kunne slappe af - heller ikke når der endelig er tid til det.

Andre oplever, at de pludselig begynder at græde over ting, der normalt ikke ville påvirke dem. At hukommelsen svigter. At de ikke længere kan overskue opgaver, som tidligere var rutine.

Mange fortæller også, at de føler sig fremmede for sig selv.

Som om de ikke længere kan genkende den person, de plejer at være.


Sådan kan stress vise sig

Stress kan som nævnt komme til udtryk på mange forskellige måder:

  • Vedvarende træthed eller mangel på energi
  • Søvnproblemer eller hyppige opvågninger
  • Hovedpine, spændinger eller uro i kroppen
  • Koncentrationsbesvær og glemsomhed 
  • Tankemylder og bekymringer
  • Irritabilitet eller kort lunte
  • En følelse af at være konstant bagud
  • Nedtrykthed
  • Tilbagetrækning fra sociale relationer
  • Ændringer i appetit, øget brug af alkohol eller tobak

Nogle kommer til os, mens de stadig forsøger at holde hverdagen kørende. Andre er allerede blevet sygemeldt og oplever, at kroppen ganske enkelt ikke kan mere.

Begge dele er lige så vigtige at tage alvorligt.


Sådan arbejder vi

Der findes ikke én opskrift på stressbehandling.

For selvom symptomerne kan ligne hinanden, er årsagerne ofte forskellige.

Derfor starter vi med at forstå netop din situation. Ikke kun hvad der stresser dig, men også hvad der gør det svært at passe på dig selv, når belastningen bliver for stor.

Vores primære tilgang er ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy). Her arbejder vi med de følelsesmæssige mønstre og strategier, vi mennesker udvikler gennem livet for at klare os. Mange af disse strategier hjælper os langt hen ad vejen. Men nogle gange kan de også føre til, at vi overhører vores egne behov eller fortsætter længe efter, at kroppen har sagt stop.

Målet er ikke blot at reducere symptomerne. Målet er at skabe en dybere forståelse af dig selv og de mønstre, der har bidraget til stressen, så du ikke blot kommer tilbage til hverdagen, men også får bedre mulighed for at passe på dig selv fremadrettet.

Afhængigt af dine behov kan vi også inddrage:

  • TSY (Trauma-Sensitive Yoga)
    En kropsorienteret tilgang, der kan hjælpe med at skabe mere ro og kontakt til kroppen.

  • MBKT (Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi)
    En tilgang, der kan støtte arbejdet med tankemylder, bekymringer og stressbelastning.

  • ACT (Acceptance and Commitment Therapy)
    En metode, der hjælper med at skabe større psykologisk fleksibilitet og fokus på det, der er vigtigt i dit liv.

Vi forklarer altid, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Du skal ikke føle, at der bliver gjort noget ved dig. Du skal opleve, at vi arbejder sammen om at forstå det, du står i.


Et trygt sted at begynde 

Du behøver ikke vide præcis, hvad du har brug for, før du tager kontakt. Vi tilbyder en gratis og uforpligtende forsamtale, hvor vi sammen kan afklare dine behov og finde ud af, hvad der giver mening for dig.

Book en tid

 

Du er også velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere.