Når det ikke længere føles som dig
Depression viser sig sjældent kun som tristhed.
Mange af de mennesker, vi møder, beskriver i stedet en følelse af tomhed. Som om noget er blevet slukket indeni. Ting, der tidligere gav glæde eller mening, føles pludselig ligegyldige. Energien er lav, overskuddet forsvundet, og selv små hverdagsopgaver kan føles krævende.
Måske genkender du tanken:
"Jeg burde have det anderledes, men jeg kan ikke tage mig sammen."
For mange følger også en hård indre kritiker med. En oplevelse af at være doven, svag eller utilstrækkelig, fordi man ikke længere fungerer, som man plejer.
Men depression handler ikke om manglende vilje.
Når vi møder mennesker med depression, ser vi sjældent mennesker, der ikke prøver hårdt nok. Tværtimod møder vi ofte mennesker, der har forsøgt at holde sammen på det hele i lang tid, mens de gradvist har mistet kontakten til deres energi, følelser eller retning.
Der er ikke noget galt med dig, fordi du har det sådan.
Depression er en menneskelig reaktion, som kan opstå af mange forskellige grunde. For nogle kommer den i forbindelse med stress, tab eller store livsforandringer. For andre sniger den sig langsomt ind over tid uden én tydelig årsag. Fælles er ofte oplevelsen af at stå alene med det.
Sådan kan depression vise sig
Depression ser forskellig ud fra menneske til menneske, men mange oplever en eller flere af følgende reaktioner:
- Vedvarende tristhed, tomhed eller indre tyngde
- Manglende glæde eller interesse for ting, der tidligere betød noget
- Udmattelse og nedsat energi
- Selvkritiske, håbløse eller opgivende tanker
- Følelsesmæssig afstand eller svært ved at mærke sig selv
- Koncentrationsbesvær og nedsat overblik
- Søvnforstyrrelser eller ændret appetit
- Tilbagetrækning fra sociale relationer
- En oplevelse af ikke længere at kunne genkende sig selv
Mange bliver overraskede over, hvor fysisk depression også kan føles. Kroppen bliver tungere, energien lavere, og det, der tidligere virkede enkelt, kan pludselig kræve enorme kræfter.
Sådan arbejder vi
Der findes ikke én forklaring på depression, og derfor findes der heller ikke én behandling, der passer til alle.
Vi tager altid udgangspunkt i dig, din historie og det, du står i lige nu.
I terapien undersøger vi sammen, hvordan depressionen viser sig i dit liv, og hvad der kan ligge bag den. Ofte ser vi, at depression hænger sammen med belastninger, følelser eller behov, som gennem længere tid har fået for lidt plads. Mange mennesker med depression har vænnet sig til at tilsidesætte sig selv, holde sammen på hverdagen eller bære mere, end de egentlig har haft kræfter til.
Vi arbejder med at skabe et trygt og forudsigeligt rum, hvor du ikke skal præstere eller have alle svarene på forhånd. Sammen undersøger vi de mønstre, følelser og indre konflikter, der kan være med til at fastholde depressionen, og vi støtter dig i gradvist at genoprette kontakten til dig selv, dine følelser og det, der giver mening i dit liv.
For nogle starter arbejdet med at skabe mere ro, stabilitet og overskud i hverdagen. For andre er der behov for at arbejde dybere med de følelsesmæssige temaer, der ligger bag depressionen. Behandlingen tilpasses altid den enkelte og foregår i et tempo, der er til at være i.
Et trygt sted at begynde
Du behøver ikke vide præcis, hvad du har brug for, før du tager kontakt. Vi tilbyder en gratis og uforpligtende forsamtale, hvor vi sammen kan afklare dine behov og finde ud af, hvad der giver mening for dig.
Du er også velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere.