Et forsvar for de små traumer og de usynlige ar
“Jeg ved godt, der er andre, der har haft det meget værre end mig.”
Den sætning hører jeg ofte. Den kommer tit som en slags undskyldning, når nogen begynder at fortælle om det, der gør ondt. Som om de først skal veje deres smerte og vurdere, om den er tung nok til at tælle. Nok til at være “berettiget”.
Men det er ikke sådan, det fungerer. Smerte er ikke en konkurrence.
Man behøver ikke have oplevet krig, overgreb eller voldsomme katastrofer for at blive mærket. Man behøver ikke have en “filmisk” tragedie i bagagen for at kæmpe i sit voksenliv. Mange mennesker går rundt med ar, som ingen – måske heller ikke de selv – kan se. Det kan være små ting, som gentager sig over tid. Små svigt, små fravær, små uretfærdigheder. Et barn, der aldrig rigtig blev mødt. En teenager, der lærte at pakke sig selv væk, fordi der ikke var plads til at fylde. En ung voksen, der blev ved med at præstere, fordi kærligheden hele tiden skulle fortjenes.
Vi kalder det nogle gange for “små traumer” eller mikrosvigt. Kumulative belastninger. Det lyder måske ufarligt, men lad dig ikke narre af ordene. Når de små ting bliver mange nok – eller når de sker, mens vi er små og sårbare – kan de sætte sig dybt. Ikke nødvendigvis som tydelige minder, men som stemninger i kroppen, måder at være i verden på, reaktioner vi ikke helt forstår.
Mange kommer i terapi, fordi de “burde have det godt”. Fordi de har haft en “almindelig barndom”, og alligevel føler sig forkerte, indespærrede, vrede, triste eller tomme. Og det er netop her, vi må tage de små traumer alvorligt. Vi må turde se på det, der ikke ser voldsomt ud udefra, men som kan føles uoverskueligt indefra.
For de små traumer er ikke små for den, der lever med dem. Og det er ikke forkert at have det svært, selv om man ikke kan pege på én enkelt begivenhed, der "forklarer det hele".
Du fortjener ikke hjælp kun, hvis du har lidt “nok”. Du fortjener hjælp, fordi du har det svært. Punktum.
Og måske er det netop derfor, det kan føles så svært at række ud. Fordi vi sammenligner. Vi tænker på dem, der har været udsat for “rigtige traumer” – og pludselig virker vores egen smerte lille. Vi vil ikke tage plads fra nogen, der “har mere ret” til hjælpen. Vi vil ikke være utaknemmelige. Svage. Følelsesforstyrrede.
Men det er værd at spørge sig selv: Hvem har nogensinde givet os den idé? At der kun er plads til nogen få. At hjælpen kun er til dem, der kan fremvise en særlig slags smerte. Det er sjældent noget, andre faktisk har sagt direkte. Det er noget, vi har lært. Ofte tidligt i livet. Nogle gange i hjem, hvor der ikke var plads til at fylde for meget, føle for meget, larme for meget. Nogle gange i skolesystemer, arbejdspladser, eller samfund, der belønner den, der bider tænderne sammen og klarer sig.
I terapien begynder vi ofte lige dér: Ved den indre stemme, der siger, at du skal tage dig sammen. At du ikke må være en belastning. At der er nogen, der har mere brug for hjælpen end dig. Den stemme har som regel haft en funktion. Den har holdt dig i gang. Holdt dig i ro. Den har måske endda været med til, at du kunne overleve noget svært. Men nu står den i vejen for noget andet: At få det bedre.
Terapien handler ikke om at finde et traume, der kan “retfærdiggøre” din smerte. Den handler om at være nysgerrig på din historie. På dine mønstre, dine reaktioner, dine længsler. Og på de steder, hvor du måske stadig går rundt med følelsen af, at du ikke har ret til at fylde – ikke engang over for dig selv.
Nogle gange arbejder vi med kroppen – for kroppen husker det, som hovedet for længst har pakket væk. Andre gange arbejder vi med relationer, med gamle dynamikker, med de små og store øjeblikke, hvor noget i dig blev overhørt, overvældet eller overladt til sig selv.
Det er ikke dramatisk. Det er ikke filmisk. Men det er dybt menneskeligt.
Og det er aldrig for “lille” til at blive taget alvorligt.
Hvad er mikrosvigt – og hvordan arbejder vi med dem i terapien?
Når vi taler om mikrosvigt og små traumer, mener vi de mange, ofte usynlige oplevelser, der over tid har sat spor. Det kan være, at dine følelser ofte blev overhørt eller afvist som barn – “det er da ikke noget at tude over.” Det kan være, at du lærte at være den stærke, den nemme, den ordentlige, fordi der ikke var plads til dine behov. Måske oplevede du aldrig direkte omsorgssvigt, men en konstant stemning af, at du skulle være på en bestemt måde for at blive mødt. Når sådanne oplevelser gentager sig over tid, kan de skabe en dyb indre uro – og en fornemmelse af, at dine følelser ikke er velkomne, ikke rigtige, ikke trygge.
I terapien arbejder jeg med en tilgang, der hedder ISTDP – Intensiv Dynamisk Korttidsterapi. Her ser vi på, hvordan gamle følelsesmæssige konflikter stadig påvirker dine reaktioner i dag. Mange mennesker kommer med symptomer som angst, uro, tristhed, selvkritik eller problemer i nære relationer – men bag de symptomer ligger der ofte følelser, der aldrig fik lov til at komme frem og blive mødt. Det kan være vrede, sorg, længsel eller kærlighed. Følelser, som dengang var for farlige at mærke – og som derfor blev fortrængt eller holdt nede.
Jeg arbejder ud fra det, vi kalder konflikttrekanten. Den hjælper os med at forstå, hvordan en følelse (f.eks. vrede over ikke at blive set) kan skabe angst – og hvordan den angst igen kan føre til uhensigtsmæssige forsvar. Det kan være, at du tilpasser dig for meget. Eller trækker dig. Bliver overansvarlig. Kritiserer dig selv. I terapien forsøger vi sammen at identificere disse mønstre og spore dem tilbage til deres oprindelse. Ikke for at dvæle ved fortiden, men for at forstå: Hvad er det, du stadig beskytter dig imod? Hvilke følelser er det, du – måske helt uden at vide det – holder tilbage?
Vi bruger alle sammen forsvar. Det er ikke noget, vi vælger bevidst – det er noget, vi udvikler som en måde at håndtere svære følelser på, især når vi ikke havde støtte til at mærke eller udtrykke dem. Forsvar er faktisk en slags indre overlevelsesstrategier. De har engang hjulpet os. Måske beskyttet os mod at mærke afvisning, skam eller ensomhed. Men selvom de havde en funktion engang, kan de i dag spænde ben for os.
Forsvar viser sig på mange måder. Det kan være, at du nedtoner dine egne behov – “det er lige meget, jeg klarer mig.” Eller at du kritiserer dig selv hårdt, før andre når at gøre det. At du gør dig usynlig i sociale sammenhænge, selvom du længes efter kontakt. Det kan også være, at du bliver meget kontrolleret, for at undgå at føle dig sårbar. Eller at du reagerer med irritation, hvor der i virkeligheden ligger sorg eller frygt nedenunder.
I ISTDP arbejder vi med nænsomt at gøre disse forsvar synlige. Ikke for at “fjerne” dem, men for at forstå, hvad de beskytter dig imod. Ofte opdager vi, at under forsvaret ligger der følelser, som aldrig fik lov til at blive mærket eller udtrykt – fordi det dengang var for risikabelt. Når vi langsomt begynder at kontakte de følelser og mærke, at det er trygt nok at være med dem i dag, kan forsvaret begynde at slippe sit greb.
Det skaber en indre bevægelse. En lettelse. For det kræver enorm energi at holde noget væk hele tiden – og når det pres letter, får du adgang til mere af dig selv. Dine impulser, din glæde, dine grænser. Og du begynder at reagere mere frit, snarere end at være fanget i automatiske mønstre, du ikke selv har valgt.
Når vi langsomt begynder at nærme os de følelser, der engang var for farlige, og du mærker, at du godt kan rumme dem nu – i et trygt rum, hvor der er plads til hele dig – sker der noget. Forsvaret slipper lidt. Angsten falder. Og du kan begynde at handle på nye måder. Ikke styret af gamle mønstre, men med en større indre frihed.
Når angsten falder, bliver der mere plads. Det lyder måske banalt, men for mange klienter er det en kropslig oplevelse, de aldrig har haft før: At kunne mærke en følelse – måske vrede, sorg eller længsel – uden straks at spænde op, miste pusten eller gå i alarmberedskab. Kroppen slapper lidt mere af. Tankerne larmer lidt mindre. Og noget, der før føltes som en trussel, begynder i stedet at føles meningsfuldt.
Det er ikke sådan, at følelserne vælter frem med det samme. Det går i lag. Først kommer der måske en erkendelse: “Jeg bliver faktisk vred, når jeg bliver overhørt.” Eller: “Jeg længes efter noget, jeg aldrig har fået lov at sige højt.” Når vi tillader os at være med de erkendelser – i et rum, hvor det ikke bliver gjort til noget forkert – kan følelserne langsomt få mere plads. Ikke på en overvældende måde, men som noget du kan være i, uden at skulle flygte, forklare eller skjule dig.
Mange bliver overraskede over, hvor meget ro der følger med det. Ikke fordi man har “fikset” noget, men fordi man ikke længere bruger samme energi på at holde alt nede. Når forsvaret træder lidt til side, og angstniveauet falder, bliver det muligt at mærke sig selv mere klart. Hvad du føler. Hvad du har brug for. Hvad der er vigtigt for dig. Og du begynder måske at handle anderledes – sætte grænser, tage initiativ, sige fra eller række ud – ikke fordi du “burde,” men fordi det kommer indefra.
Det er det, jeg mener med indre frihed. Ikke en perfekt version af dig selv, men en version, hvor du ikke længere er fanget i reaktioner, der engang var nødvendige – men som i dag står i vejen for det liv, du faktisk længes efter at leve.
Det er det arbejde, vi laver. Ikke med dramatiske åbenbaringer, men med en nænsom, fokuseret opmærksomhed på det, der engang blev lukket ned – og som nu langsomt får plads.
Det kan måske føles som om, alt det her ligger fast. Som om dine mønstre er støbt i cement, og at du for længst burde have “fundet ud af det.” Men det er ikke sandt. Traumer – små som store – kan hele livet igennem bearbejdes, forstås og bevæges. Vores nervesystem er plastisk. Vores indre er fleksibelt. Og det, der i mange år har føltes som en permanent del af dig, viser sig ofte at være en overlevelsesform. Et forsvar. En måde, du engang passede på dig selv på.
Forsvaret kan føles som selve virkeligheden. Som om det er sådan, du er. Men det er det ikke. Det er sådan, du har lært at være – og derfor kan det også ændre sig. Ikke fra den ene dag til den anden, men gennem små skridt, opmærksomhed og modet til at mærke det, du engang blev nødt til at lægge låg på.
Så hvis du sidder med en følelse af, at noget i dig gentager sig – at du spænder op, trækker dig, overpræsterer eller bliver trist uden helt at forstå hvorfor – så vid, at det ikke er for sent. Du er ikke for sent ude. Du er ikke for besværlig. Du er ikke forkert.
Du er et menneske, der har gjort det bedste, du kunne. Og det kan du stadig – nu med lidt mere forståelse for, hvad der foregår indeni. Derfra kan noget begynde at løsne sig. Ikke fordi du skal laves om, men fordi du stille og roligt kan få adgang til mere af den, du allerede er.
