"Det er jo ikke fordi, der skete noget særligt..."
Den sætning hører jeg ofte. Den bliver sagt med et lille smil, lidt nervøs latter, måske med et blik ned i gulvet eller med et hurtigt skuldertræk. Og så kommer den: tvivlen.
"Det var jo ikke som om jeg blev slået eller noget... så måske overdriver jeg bare?"
Det er en tvivl, der bider sig fast. For når vi taler om traumer, tænker de fleste på bilulykker, vold, krig, overgreb. De store, tydelige katastrofer, som man kan pege på og sige: "Dét der var voldsomt."
Men sandheden er, at mange traumer ikke er så synlige. De efterlader ikke nødvendigvis blå mærker. De kan snige sig ind som små, næsten usynlige revner i selvopfattelsen og i relationen til andre. Og nogle gange opdager vi dem først mange år senere – som voksne, der forsøger at forstå, hvorfor noget føles forkert indeni.
Hvad er et traume egentlig?
Et traume opstår, når vi bliver udsat for en oplevelse, der er for voldsom til, at vores nervesystem kan kapere den. Det kan være noget, der sker pludseligt og voldsomt – som en ulykke eller et overfald – men det kan også være noget, der sker stille og gentagende over tid. Fælles for traumatiske oplevelser er, at de overstimulerer vores system, og vi får ikke mulighed for at bearbejde dem, mens de sker. I stedet må kroppen og sindet finde måder at overleve på – ofte ved at lukke ned, gemme væk eller holde ud.
Traumer kan være "store T-traumer" – de begivenheder, som de fleste vil kunne enes om er voldsomme – men de kan også være "små t-traumer": det usagte, det gentagne fravær, det konstante pres, den følelsesmæssige ensomhed. Det, der ikke nødvendigvis ser dramatisk ud udefra, men som indefra opleves som for meget – eller som for lidt.
Hvis du som barn igen og igen stod alene med dine følelser, hvis du blev gjort forkert, ignoreret, eller konstant skulle tilpasse dig for at være elsket – så kan dét sætte sig som traumer i kroppen. Det kan være oplevelser som gentagne gange at blive overset ved familiefester, at føle sig usynlig i skolen, eller at leve med en forælder, der ofte var følelsesmæssigt utilgængelig eller vred uden at give forklaring. Også selvom der ikke var råb eller slag.
Vi er flokdyr. Vi er skabt til at være afhængige af relationer – især som børn. Relationerne til vores nærmeste omsorgspersoner er fundamentale for vores tryghed og udvikling. Når disse relationer ikke er trygge, men i stedet præget af uforudsigelighed, skam, følelsesmæssig kulde eller afvisning, påvirker det vores nervesystem dybt. Kroppen reagerer, som om den er i konstant fare, hvilket kan føre til en vedvarende alarmberedskabstilstand. Denne tilstand gør det svært at slappe af, føle sig sikker eller have tillid til andre. Over tid kan denne indre uro manifestere sig som en følelsesmæssig blokering, hvor det bliver svært at mærke eller udtrykke sine følelser, og hvor gamle smerter og frygt ligger skjult under overfladen.
Børn er biologisk programmeret til at tilpasse sig deres omsorgspersoners behov – ofte på bekostning af deres egne. Det er en overlevelsesmekanisme. Når en forælder er uforudsigelig, fjern eller følelsesmæssigt utilgængelig, lærer barnet at lægge mærke til og imødekomme forældrenes følelser og signaler i stedet for sine egne behov. Det betyder, at barnet ofte ikke registrerer, når dets egne behov bliver nedprioriteret eller overset – fordi det at tilpasse sig er det, der sikrer tryghed og overlevelse i øjeblikket. På den måde kan traumer hos børn være skjulte og svære at sætte ord på, fordi oplevelsen ikke altid er bevidst, men alligevel sætter dybe spor i nervesystemet og den følelsesmæssige udvikling. Af samme grund sidder barnet som voksen og tænker, at det er jo ikke noget særligt - sådan var det jo bare… eller måske er man glad for det der blev gjort, fordi presset kom igennem ros?
Men hvorfor føles det som om jeg overdriver?
Fordi du sammenligner. Og det giver god mening.
Vi mennesker orienterer os hele tiden i forhold til hinanden. Når vi har lært, at "andre har haft det værre", kan det føles forkert at sætte ord på sin egen smerte. Især hvis du har fået ros for at være stærk, tilpasningsdygtig, dygtig – så kan det føles som forræderi mod dig selv (eller din familie) at begynde at stille spørgsmålstegn ved, om alt nu virkelig var, som det burde være.
Ofte har du måske også lært at minimere dine egne følelser. Måske blev der sagt ting som “det er jo ikke så slemt”, “du skal ikke være så følsom”, eller “tag dig nu bare sammen”. Små sætninger, der lærer os, at vores indre oplevelse ikke kan regnes med – og som derfor også får os til at tvivle på, om det vi mærker i dag, overhovedet er reelt.
Mange, der har oplevet følelsesmæssig omsorgssvigt eller har tilpasset sig meget tidligt, har en indre stemme, der hurtigt afviser: “Det er jo ikke noget at snakke om” eller “andre har haft det værre.” Men det betyder ikke, at kroppen er enig. For kroppen husker det, der var overvældende, også når hovedet prøver at tale det ned.
Det kan vise sig som en knude i maven, en uro i brystet, spændinger i kæberne eller en konstant indre alarmtilstand, du ikke kan forklare. Kroppen bærer erfaringerne med sig, selv når vi intellektuelt forsøger at parkere dem eller finde logiske forklaringer. Og kroppen lyver ikke. Den reagerer på det, der føltes farligt – uanset om det så “sådan ud” udefra eller ej.
Ofte er det netop kroppen, der kalder først. Gennem stress, angst, udmattelse eller en uforklarlig følelse af tristhed eller afstand til andre. Og det er her, det giver mening at lytte. Ikke for at finde skyld, men for at skabe kontakt. For først når vi anerkender det, der engang var for meget – og måske stadig føles som for meget – kan vi begynde at finde roen igen.
At begynde at tage sig selv alvorligt kan derfor vække skyld og skam. Som om du tager for meget plads, eller er utaknemmelig. Men det er værd at spørge dig selv: Hvem er det egentlig, der har lært mig, at jeg overdriver? Og hvad ville der ske, hvis du i stedet begyndte at lytte med venlighed?
Du skal ikke have en “god nok” grund
Du har ikke brug for en officiel diagnose, et stempel eller et bestemt antal “point” på en skala for at tage dine oplevelser alvorligt. Du behøver ikke nogen andens tilladelse til at begynde at være nysgerrig på, hvorfor noget føles, som det gør.
Men netop dét – at tage sig selv alvorligt – kan føles både forkert og skræmmende. Mange oplever en indre modstand, måske i form af tanker som: “Hvad bilder jeg mig ind?”, “Det er jo ikke slemt nok” eller “Jeg burde være ovre det nu.”Og paradoksalt nok er det ofte et tegn på, at noget er blevet såret. For det er en del af traumets natur: det lærer os at tvivle på os selv, på vores ret til at føle, mærke og sige fra.
Hvis du mærker den tvivl, så prøv at se, om du kan møde den med venlig nysgerrighed. Ikke for at presse noget frem – men for stille og roligt at åbne for det, der har været gemt væk. For din reaktion giver mening, også hvis den ikke helt gør det for dig endnu.
Der findes ikke en universel målestok for, hvad der "burde" gøre ondt. Det, der præger dig, behøver ikke at ligne andres historier. Det kan være subtile stemninger fra din barndom, følelsen af at skulle klare dig selv, konstant at skulle være “nem at have med at gøre”, eller noget, du ikke helt kan sætte ord på – men som din krop og dit sind bliver ved med at reagere på.
Hvis du bærer på noget, der bliver ved med at spænde i kroppen, larme i tankerne eller trække dig væk fra andre – så må det godt tages alvorligt. Du må godt tage dig selv alvorligt. Ikke fordi du skal overbevise nogen om, at du har haft det svært nok – men fordi du fortjener at få det bedre, uanset hvor “lille” eller “ubetydelig” din historie måske er blevet gjort til.
At tage dine reaktioner alvorligt er ikke det samme som at overdrive. Det er faktisk det modsatte. Det er at begynde at lytte til dig selv med respekt og omsorg – frem for at feje dine følelser og reaktioner til side, som om de ikke betyder noget. Når du tør være ærlig omkring det, der gør ondt, det der bliver ved med at vende tilbage i kroppen eller tankerne, så begynder noget i dig at falde til ro. Ikke nødvendigvis med det samme – men det er her, helingen begynder.
Det kræver mod at se på gamle mønstre, gamle sår, gamle tilpasninger. Men det er netop gennem den ærlige opmærksomhed, at du kan begynde at løsne dig fra dem. At du kan begynde at mærke, hvad du faktisk har brug for – i stedet for hvad du lærte, du burde have brug for.
Det er i det møde med dig selv, du begynder at bevæge dig tættere på det, du længes efter: mere ro i kroppen, dybere kontakt med andre, og friheden til at være dig – uden hele tiden at skulle tvivle, tilpasse eller kæmpe.
Og måske er det et traume.
Måske ikke i klassisk forstand – ikke noget, der ville stå i avisen eller udløse krisehjælp. Men måske et følelsesmæssigt sår, som du har båret med dig i stilhed. For vi kan alle komme til at bære på små, usynlige traumer, som har sat sig i kroppen og i måden, vi forholder os til os selv og andre. Det kan være hverdagstraumer, mikrotraumer eller udviklingstraumer.
Fælles for dem er, at de ofte ikke bliver mødt med omsorg. De bliver ikke set. Og netop derfor kan de vokse sig større med tiden – ikke fordi du er sart, men fordi kroppen og psyken gør, hvad de kan for at beskytte dig.
Hverdagstraumer: Mange mennesker forbinder traumer med store, livsomvæltende begivenheder – men der findes også det, man kalder hverdagstraumer. Det kan være episoder, hvor du blev ydmyget foran andre, blev skældt ud som barn uden mulighed for at forstå hvorfor, eller oplevede noget, der pludselig fik dig til at føle dig meget alene. Det er situationer, der måske ikke ser “slemme” ud udefra, men som indefra var overvældende – især hvis du stod alene med dem.
Mikrotraumer: Mikrotraumer er små, gentagne oplevelser, som hver især virker uskyldige, men som over tid kan sætte sig dybt. Det kan være at blive afbrudt igen og igen, at føle sig usynlig i familien, at ingen spørger ind, når du trækker dig – eller at blive mødt med en tone, der konstant får dig til at føle, at du er i vejen. Kroppen registrerer disse gentagelser, og til sidst kan den begynde at reagere med uro, angst eller følelsesmæssig afstand – uden at du helt forstår hvorfor.
Udviklingstraumer: Udviklingstraumer opstår typisk tidligt i livet og handler ikke nødvendigvis om, hvad der skete – men om det, der ikke skete. Når et barn igen og igen må tilsidesætte sine egne behov for at tilpasse sig forældres følelser, stemninger eller forventninger, sætter det spor. Udviklingstraumer handler ofte om brud i tilknytningen og manglende følelsesmæssig spejling. De former, hvordan vi forstår os selv, hvordan vi relaterer til andre – og hvad vi tror, vi har “ret” til at føle.
Det er ikke at overdrive at kalde dine problemer for traumer. Det er at lytte.
Lytte til det, der stadig mærkes i kroppen. Lytte til det, der sniger sig ind i dine reaktioner, dine relationer, dine drømme. Og i det øjeblik du begynder at lytte, har noget allerede ændret sig. For du vender dig mod det, du måske i årevis har vendt dig væk fra.
Og det kan være det første skridt hen imod noget andet: mere ærlighed, mere lindring, mere dig.
