”Der ligger en stor frihed i at forstå, hvordan vores sind fungerer. Hver gang vi får en dybere forståelse for hvilke tankeveje der ender i blindgyde, og hvilke, der leder os på rette spor, så bliver det lettere at navigere i livet”.

Min baggrund

Hej. Mit navn er Laura, og jeg er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet.

Min faglige rejse begyndte med en interesse for fysisk sundhed, og jeg uddannede mig derfor til Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Jeg oplevede et behov for en dybere forståelse for den mentale sundhed, og tog derfor flere coachuddannelser, som senere ledte til psykologstudiet.

Min tilgang

Jeg arbejder ud fra en forståelse kaldet De 3 Principper. De 3 Principper dækker over ordene Tanke, Bevidsthed og Livskraft, som tilsammen skaber den oplevelse du har af livet lige nu. Principperne peger på, hvad der foregår bag kulissen. Vi oplever ofte kun det, som foregår fremme på scenen, men principperne giver os en mulighed for at løfte bagtæppet og kigge bagom den forestilling, som vi dagligt oplever.

Der ligger en stor frihed i at forstå, hvordan vores sind fungerer. Hver gang vi får en dybere forståelse for hvilke tankeveje der ender i blindgyde, og hvilke, der leder os på rette spor, så bliver det lettere at navigere i livet.

Det kan sammenlignes med at skulle lære at køre bil. I starten virker alting ukendt og simple manøvrer tager længere tid. Når du begynder at forstå hvor de knapper sidder, du skal bruge, hvordan forskellige dele påvirker hinanden, og generelt hvordan bilen fungerer, så bliver det hele lettere. På samme måde, når vi begynder at forstå hvordan vores eget indre system fungerer, så kan vi klarere navigere, og der er mindre sandsynlighed for, at vi havner i grøften.

Hvad jeg kan hjælpe dig med

Jeg har arbejdet med unge og voksne i både privat og kommunalt regi med ernæringsfaglige og psykologiske udfordringer. Udfordringerne dækker kropsutilfredshed, selvværdsudfordringer, stress, angst, bekymring, overtænkning, usikkerhed, relationelle udfordringer, udbrændthed og depression.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan et forløb hos mig kunne se ud, er du altid velkommen til at kontakte mig.